Hvad er KOMPAS


På billedet arbejdes der med temaet "Krop, sanser og bevægelse", hvor børnehavebørn fra Kulturbørnehuset Nordstjernen deltager i en workshop på Fuglsang Kunstmuseum.

 

KOMPAS er et pædagogisk arbejdsredskab, som alle dagtilbud i Guldborgsund Kommune arbejder med. KOMPAS skal sikre kvalitet i arbejdet med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. I praksis betyder dette, at det pædagogiske personale arbejder med planlægning, igangsætning samt opfølgning på de pædagogiske aktiviteter i hverdagen ift. forskellige lærings- og aktivitetstemaer.

KOMPAS bygger på en forståelse af, at barnet tilegner sig og konstruerer nye kundskaber, færdigheder og handlemåder i aktivt samspil med andre. Her udgør barnets tilknytning og trivsel grundlaget for, at barnet kan få udbytte af de lege- og læringsforløb, barnet indgår i.


Vores årsplan er struktureret ud fra 3 aktivitetsstemaer:

KULTUR, ÆSTETIK OG FÆLLESSKABER i perioden januar-april.
NATUR OG UDELIV i perioden maj-august.
KROP, SANSER OG BEVÆGELSE i perioden september-december.